[i]Franchises[/i] er blevet en fast og stadig større del af filmens verden. Kendte varemærker får kunder i butikken, siger de. Derfor er der i 2014 gamle kendinge på biografprogrammet: “X-Men”, “Anchorman”, “Spiderman”, “Dum og dummere”, “Far til fire”, “Klassefesten”, “Krummerne” og listen kunne blive ved og ved – som en [i]franchise[/i].
Hos de store streaming-tjenester – HBO Nordic, Viaplay og Netflix – er taktikken en lidt anden. Med kæmpesuccessen “[url=/film/game-of-thrones]Game of Thrones[/url]” ville det jo være nærliggende at tro, at der nu skulle spules fantasyserier ud til alle fans af “Game of Thrones”. Men nej.
Analysen hos serieselskaberne er ikke, at “Game of Thrones” er elsket, fordi det er fantasy, men derimod fordi det er kvalitet. Selvfølgelig fortsætter de gamle serier – inklusive “Game of Thrones” – med flere sæsoner, men de nye serier peger i nye og originale retninger.
[full]Hos HBO skal vi på pirattur med “[url=/film/black-sails]Black Sails[/url]”, Viaplay har allerede gang i koldkrigsserien “The Americans”, og Netflix kunne forleden meddele, at de i år blænder op for “The Epic Adventures of Marco”. Ingen kendte koncepter, men originale sats.
Filmens verden har stadig masser af friske film på vej i 2014, men [i]franchise[/i]-tendensen er klar. Da “Twilight”-filmserien stoppede, var nærmest samtlige filmstudier ude med et forsøg på en andenrangsafløser. Alle dumpede. Det er nemlig ikke [i]franchisen[/i], publikum elsker – det er kvaliteten.
Kvaliteten er det, der afgør, om en film eller tv-serie får succes. Sådan har det altid været – publikum er ikke blevet (dum og) dummere, og det lader det til, at streaming-tjenesterne er mest bevidste om for tiden. Så vil du have noget originalt, er det på nettet, du skal lede i 2014.
[i]Hvad mener du?[/i][/full]
