De seneste år har det set skidt ud for DC i kampen med Marvel om, hvem der har de mest succesfulde superhelte-film, hvor DC udelukkende har haft Christopher Nolans Batman-trilogi at falde tilbage på.
Det til trods er Zack Snyder, instruktøren af Superman-filmen “[url=/film/man-of-steel]Man of Steel[/url]”, overbevist om, at mens Marvel-filmene da er sjove nok, så er DC-heltene vigtigere, mere klare arketyper, og så er de et bedre spejlbillede af os som mennesker, hvis de bliver portrætteret korrekt.
[i]”Det er Superman. Supermans skjold er det næstmest genkendelige symbol på planeten foruden det kristne kors,”[/i] udtaler Snyder, der fortsætter med at udtale, at man i stedet burde spørge Marvel-folkene om, hvorfor de føler, de kan lave superhelte-film i en verden, hvor Superman og Batman eksisterer.
Om Snyder har det hele i munden, eller om der er en større historie at fortælle med Superman end med Marvel-heltene, finder vi ud af, når “Man of Steel” indtager biograferne 14. juni.
[i]Er du enig med Snyder – er der mere kød på DC-heltene end på Marvels Avengere? Klik på ‘kommentarer’ herunder for at diskutere i forummet.[/i]
