En af dansk films største succeser, Bille Augusts “[url=/film/pelle-erobreren]Pelle erobreren[/url]” fra 1987, får nu en efterfølger, der skal instrueres af “[url=/film/baenken]Bænken[/url]”-instruktøren Per Fly. Det skriver Politiken.dk.
“Pelle erobreren” blev ikke blot en succes i Danmark, men fik stor anerkendelse i udlandet, hvor den vandt Guldpalmerne i Cannes i 1988 og Oscar for bedste udenlandske film i 1989.
[i]Se også: [url=http://filmz.dk/kulturministeriets-film-kanon-koert-i-stilling]Kulturministeriets film-kanon kørt i stilling[/url].[/i]
Filmen foregår i slutningen af 1800-tallet og følger drengen Pelle og han far, Lassefar, der som fattige svenske udvandrere ankommer til Bornholm og får logi og arbejde på en gård. Drømmen om rosiner i flæskestegen og høje lønninger bliver dog hurtigt erstattet af hverdagens barske realiteter, men Lassefars håb om, at Pelle en dag erobrer den satans modbydelige, store, vidunderlige verden, svinder aldrig.
I filmen blev de to hovedroller spillet af Pelle Hvenegaard og Max von Sydow, men der er endnu ikke blevet knyttet nogen skuespillere til den nye film.
[full]Det er producenten Meta Louise Foldager og DR’s tidligere generaldirektør Kenneth Plummer, der i mange år har forsøgt at sikre sig rettighederne til bind 2-4 i Martin Andersen Nexøs romanserie om Pelle, hvilket nu er lykkedes.
Det vides endnu ikke, hvor meget af de tre bind den kommende film vil dække, eller om der også vil blive plads til yderligere efterfølgere, men Foldager fortæller til filmmagasinet Ekko, at det bliver en stor film om Pelle, der kommer til København, og om hele arbejderkampen.
Filmen har indtil videre fået 100.000 kroner i manuskriptstøtte fra Det Danske Filminstitut, mens den videre finansiering endnu ikke er på plads. Foldager håber dog, at den seneste tids andre populære, danske historiske dramaer, såsom “[url=/film/hvidsten-gruppen]Hvidsten gruppen[/url]” og “[url=/film/en-kongelig-affaere]En kongelig affære[/url]”, vil gøre finansieringen lettere. DR skulle således efter sigende allerede have udvist interesse for projektet.
[i][url=http://da-dk.facebook.com/filmzdk]FACEBOOK: Bliv ven med Filmz[/url].[/i][/full]
