Efter James Camerons eventyrlige sci-fi-actionfilm “[url=/film/avatar]Avatar[/url]” blev et gigantisk hit verden over, har der været en del rygter om, hvad instruktøren ellers kunne finde på at kaste sig over. Det viser sig så nu, at det eneste, Cameron vil instruere, er mere “Avatar”.

[i]Se også: [url=http://filmz.dk/james-cameron-naar-det-dybeste-punkt-i-havet]James Cameron når det dybeste punkt i havet[/url].[/i]

Cameron har udtalt, at han ingen interesse har i hverken at instruere eller producere andre film fremover, medmindre der er tale om “Avatar”, hvor han ser sig selv instruere både den anden, tredje og muligvis fjerde film.

Der har ellers længe været snak om, at Cameron muligvis ville genforenes med Arnold Schwarzenegger på “Livsfarlig løgn 2”, samtidig med at han ville producere “[url=/film/terminator-5]Terminator 5[/url]”, men begge dele er altså nu skrottet fra Camerons side.

Udover “Avatar” har Cameron dog stadig én anden filmisk interesse – dokumentarer. Foruden “Avatar” har den populære filmmager i sinde at fortsætte med sit dokumentar-arbejde, hvoraf han i løbet af de sidste ti år har været med i produktionen af fem forskellige af slagsen.

[i][url=http://www.facebook.com/filmzdk]FACEBOOK: Bliv ven med Filmz[/url].[/i]