Det kom som noget af en overraskelse, da Susanne Bier i nat kunne tage imod Golden Globe-prisen for Bedste udenlandske film for “[url=/film/haevnen]Hævnen[/url]”.

Favoritten i kategorien var Alejandro González Iñárritus spanske film “[url=/film/biutiful]Biutiful[/url]” med Javier Bardem i hovedrollen, som altså måtte se sig overgået af Bier.

Dermed ser danskerens Oscar-chancer særdeles gunstige ud, idet Golden Globe-priserne, der uddeles af Hollywoods udenlandske presse, ofte kan give et fingerpeg om, hvilke film der løber med Oscar-nomineringerne. Nomineringerne offentliggøres 25. januar.

“[url=/film/social-network-the]The Social Network[/url]” vandt i kategorien Bedste film – Drama og slog dermed “[url=/film/inception]Inception[/url]”, “[url=/film/fighter-the]The Fighter[/url]”, “[url=/film/black-swan]Black Swan[/url]” og “[url=/film/kongens-store-tale]Kongens store tale[/url]”. Samtidig løb David Fincher med prisen for bedste instruktør for “The Social Network”.

“[url=/film/kids-are-all-right-the]The Kids Are All Right[/url]” vandt for Bedste film – Komedie eller musical, og “[url=/film/toy-story-3]Toy Story 3[/url]” vandt for Bedste animationsfilm.

Colin Firth vandt for Bedste skuespiller i et drama for “Kongens store tale” og Natalie Portman fik prisen for Bedste skuespillerinde for “Black Swan”.

Bedste birolleskuespiller og birolleskuespillerinde i et drama blev hhv. Christian Bale og Melissa Leo – som begge vandt for “The Fighter”.

Hele listen over vindere kan ses hos [url=http://www.imdb.com/]IMDb[/url].
[i]
[url=http://filmz.dk/film/haevnen/biograf]Læs Filmz’ anmeldelse af “Hævnen”[/url].[/i]