Selvom internettet, filmsider og film-blogs har været en fast ingrediens i mange filmelskeres hverdag i over et årti, hersker der stadig en vis opfattelse af, at “rigtige” filmanmeldere er dem, der skriver for aviserne.

Her på Filmz deler vi naturligvis ikke den holdning, og noget kunne tyde på, at online-filmanmelderne er ved at vinde indpas – i hvert fald hvis man vender blikket mod USA’s nok mest populære anmelder Roger Ebert.

Ebert har i forbindelse med sit nye filmprogram på tv, “Ebert Presents at the Movies”, hyret en række faste anmeldere og gæsteanmeldere, som skal levere indhold til og præsentere programmet – og her har han især vendt blikket mod internettets filmkritikere.

En af de to nye hovedanmeldere, Ignatiy Vishnevetsky, skriver således hovedsagligt for MUBI.com – en lovlig streaming-tjeneste, hvor man kan se en lang række film, deriblandt mere obskure titler.

Blandt de andre bidragsydere til “Ebert Presents at the Movies” finder man bl.a. skribenter fra sites som MSN Movies, PopcornReel.com, Mirrorfilm.org, Beliefnet.com og Movie City News.

Roger Ebert, der mistede sin stemme i forbindelse med en cancer-behandling for et par år siden, vil selv desuden bidrage til og gæsteoptræde i programmet.
[i]
Se også: [url=http://filmz.dk/filmz-tv-filmz-anmeldere-kaarer-aarets-bedste-og-vaerste-film]Filmz TV: Filmz’ anmeldere kårer årets bedste – og værste – film![/url][/i]