“[url=/film/avatar]Avatar[/url]” har vist sig en større succes, end de fleste havde forestillet sig. Ligesom den første “[url=/film/star-wars-episode-iv-stjernekrigen]Star Wars[/url]” for over 30 år siden er “Avatar” blevet et fænomen – en film, der tales om vidt og bredt, og som trækker folk i biografen, der normalt ikke ser fantasy- eller sci-fi-film.

I løbet af weekenden har filmen sat ny rekord ved på kun 17 dage at runde de magiske 1 milliard dollars på verdensplan, og med helt præcis 1,02 milliarder vipper den “[url=/film/dark-knight-the]The Dark Knight[/url]” af pinden som den 4. største film nogensinde.

Som de næste film, “Avatar” skal slå, venter “[url=/film/pirates-of-the-caribbean-doed-mands-kiste]Pirates of the Caribbean: Død mands kiste[/url]” (1,06 mia.), “[url=/film/ringenes-herre-kongen-vender-tilbage]Ringenes herre: Kongen vender tilbage[/url]” (1,129 mia.) og Camerons egen “[url=/film/titanic]Titanic[/url]” (1,835 mia.).

James Cameron er dermed også den eneste instruktør, der har formået at lave to film, der har passeret 1 milliard dollars, og eftersom “Avatar” ser ud til at kunne overtage 2. pladsen fra “Ringens herre: Kongen vender tilbage”, er det sandsynligt, at Cameron for alvor kan blive [i]King of the world[/i] med de to mest omsættende film nogensinde.
[i]
Se også: [url=http://filmz.dk/james-cameron-vil-lave-avatar-franchise]James Cameron vil lave “Avatar”-franchise[/url].[/i]