Instruktøren Nicolo Donatos debutfilm “[url=/film/broderskab]Broderskab[/url]”, der omhandler stærke, forbudte følelser mellem to mænd i en dansk nynazistisk gruppe, er blevet udtaget til Roms filmfestival, hvor den skal dyste i hovedkonkurrencen. Det skriver Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.

Thure Lindhardt spiller i filmen den 22-årige Lars, der føler sig tiltrukket af en nynazistisk gruppe og senere også af Jimmy, som er med i gruppen. De to udvikler kærlige følelser for hinanden, og i de kredse sker den slags ikke ustraffet.

David Dencik spiller Jimmy og Nicolas Bro gruppens begavede nazi-leder.

Filmfestivalen i Rom afholdes fra 15. til 23. oktober, og den internationale jury ledes af instruktøren Milos Forman (“[url=/film/goegereden]Gøgereden[/url]”, “[url=/film/amadeus]Amadeus[/url]”). “Broderskab” får dansk premiere 22. januar.

[i]Se også: [url=http://filmz.dk/ny-borgmester-lukker-maaske-rom-filmfestival]Ny borgmester lukker måske Rom Filmfestival[/url].[/i]