Terry Gilliam kunne på filmfestivalen i Cannes afsløre, at han igen havde fået Johnny Depp ombord på filmen “[url=/film/man-who-killed-don-quixote-the]The Man Who Killed Don Quixote[/url]”, der efter planen starter optagelser i begyndelsen af 2010.
Produktionen på “The Man Who Killed Don Quixote” begyndte første gang i 2000, men måtte stoppes pga. en serie af uheld og ulykker. Foruden naturkatastrofer, der skyllede udstyr og kulisser væk, blev filmen ødelagt af dialoger, der blev overdøvet af militærflyvninger og en syg skuespiller, som måtte flyves til et hospital. Kun få færdige scener blev optaget, inden produktionen måtte lukkes ned.
Depp var også tilknyttet filmen dengang, hvor han skulle spille rollen som figuren Toby Grisoni, der i Gilliams første udkast af filmen var en marketingsleder fra det 21. århundrede, der blev kastet tilbage i tiden.
Rollen som Don Quixote blev i den uheldsramte produktion spillet af Jean Rochefort, men det er endnu uvist, om han vender tilbage til rollen, når filmen igen starter optagelser.
