Danske Biografer og Fafid (Foreningen af Filmudlejere i Danmark) er de glade givere, når alle danske børn, der er født i 1999, får chancen for at komme gratis i biografen 2. maj.
Alle 70.000 børn i Danmark, som er 10 eller bliver 10 i år, får nu via et nyt initiativ chancen for at komme en tur i biografen som en investering i fremtiden fra Danske Biografers side. Men der kommer muligvis til at være kamp om pladserne, da der i alt rådes over 58.000 sæder til de ca. 70.000 børn.
[i]”Årsagen til initiativet skal ses i ønsket om, at børn får mulighed for at stifte bekendtskab med film på det store lærred. Erfaringerne fortæller os, at hvis man ikke i barndomsårene har oplevet film i biografen, vil man få en sværere tilgang til denne oplevelse som voksen,”[/i] udtaler formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen.
Det forventes, at initiativet vil blive en tilbagevendende begivenhed hvert år den første lørdag i maj.
