Farrelly-brødrene er i gang med at udvikle en ny filmversion baseret på de klassiske komedier om The Three Stooges, bestående af den skøre trio Moe, Curly og Larry, og nu har – lidt overraskende – Sean Penn som den første skuespiller meldt sig under fanen til en af rollerne.
Penn, der ikke har optrådt i en decideret komedierolle siden “We’re No Angels” fra 1989, skal spille Larry.
Til de to andre roller har filmselskabet udset sig Jim Carrey og Benicio Del Toro til henholdsvis Curly og Moe, og de to skuespillere er nu i forhandlinger om projektet. Carrey skulle efter sigende allerede været gået i gang med forberedelserne til rollen, der bl.a. indebærer, at han skal tage knap 20 kilo på.
Optagelserne til “[url=/film/three-stooges-the]The Three Stooges[/url]” går i gang, når Penn er færdig med Asger Leths actiondrama “[url=/film/cartel]Cartel[/url]” tidligt på foråret.
