Nordisk Film Biografer svarer nu igen på kritikken, der [url=http://filmz.dk/nordisk-films-biografer-vil-ikke-vise-ole-bornedals-nye-film]tidligere på dagen[/url] blev fremlagt af adm. direktør fra SF Film A/S, Michael Fleischer, der kaldte det bekymrende og brandærgerligt, at Nordisk Film Biografer har valgt ikke at vise Ole Bornedals nye film, “[url=/film/fri-os-fra-det-onde]Fri os fra det onde[/url]”, der får premiere 3. april.

Da Filmz fanger John Tønnes, direktør i Nordisk Film Biografer, på telefonen, fortæller han, at han er overrasket over, at SF Film vælger at melde ud med en så voldsom pressemeddelelse i medierne.

Han forklarer, at man allerede i november meddelte SF Film, at premieredatoen 3. april var optaget, og man foreslog en række alternative datoer – deriblandt 17. april samt en stribe senere datoer. Dette afviste SF Film, da man ønskede at bibeholde den oprindelige dato, så “Fri os fra det onde” kunne køre over påsken.

Om årsagen til, at Nordisk Films egne film “Kærestesorger” og “Mænd der hader kvinder” kører i biograferne i samme periode, forklarer Tønnes, at “Kærestesorger” er en del af Biografklub Danmarks program, som man ikke kan lave om på, når det først er lagt, og at “Mænd der hader kvinder” ikke kan tages af plakaten til fordel for f.eks. Bornedals film, da den er en stor succes, som stadig tiltrækker publikummer.

På spørgsmålet om John Tønnes forventer, at affæren vil påvirke det fremtidige samarbejde med SF Film, svarer direktøren: [i]”Det håber jeg ikke. Den konkrete ageren med halve sandheder giver anledning til betydelig forundring… Men jeg forventer, at SF film vil agere ligeså professionelt, som vi agter at gøre.”[/i]

John Tønnes siger desuden, at han ikke har set Bornedals film, men at den er blevet set af to professionelle filmbookere fra Nordisk Film Biografer. Det gav dog ikke anledning til at finde plads til filmen i det fyldte program til fordel for en anden film. [i]”Det var ikke så stor en dansk film, at det ændrede vores forhåndsvurdering,”[/i] afslutter Tønnes.