20th Century Fox har fornyet den populære tv-serie “[url=/film/simpsons-saeson-1]The Simpsons[/url]” med yderligere to sæsoner, hvilket gør den animerede serie til den primetime-tv-serie, der har kørt i flest sæsoner. Tidligere delte CBS-serien “Gunsmoke” og “The Red Skelton Show” fra NBC/CBS rekorden med hver 20 sæsoner.

De to nye “The Simpsons”-sæsoner, der vil køre over skærmen i 2010-11, vil indeholde i alt 44 afsnit, hvilket får serien op på samlet 493 afsnit, hvor man har kunnet følge Homer, Bart, Marge, Lisa, Maggie og alle de andre indbyggere i Springfield.

Samtidig med at Fox har fornyet “The Simpsons”, har CBS bestilt nye sæsoner af en anden populær serie i en noget anden boldgade: “Survivor” – den amerikanske udgave af “Robinson Ekspedition”. Ligesom i Danmark har reality-showet kørt i USA i 10 år, men hvor vi herhjemme kun har kunnet opleve kappestrider og øråd i 11. sæsoner, når amerikanerne med de to nye sæsoner op på hele 20 af slagsen.