Under sidste søndags Oscar-uddeling kommenterede Sean Penn og manuskriptforfatteren Dustin Lance Black begge homoseksuelles rettigheder og de fordomme, der stadig eksisterer i samfundet.

Kommentarerne faldt i forbindelse med, at Penn og Black begge vandt Oscar for filmen “Milk”, der omhandler den amerikanske politiker Harvey Milk, som var en af de første politikere, der åbent fortalte, at han var bøsse og kæmpede for homoseksuelles rettigheder.

Penn kritiserede bl.a. forbuddet mod, at bøsser og lesbiske kan blive gift i Californien, og at [i]”dette er et godt tidspunkt for dem, der stemte for forbuddet mod ægteskab for homoseksuelle til at reflektere over deres skam og den skam, deres børnebørn må føle, hvis de fortsætter med at støtte forbuddet.”[/i]

Black sagde i sin takketale: [i]”Hvis Harvey ikke var blevet taget fra os fra 30 år siden, tror jeg, at han ville have, at jeg skulle sige dette til alle unge bøsser og lesbiske: ‘I er smukke, vidunderlige skabninger af værdi, og uanset, hvad andre fortæller jer, så elsker Gud jer.”[/i]

Da Oscar-showet blev transmitteret på den asiatiske tv-station STAR, der når ud til 300 mio. seere i 53 lande, var de to taler i mellemtiden blevet censureret, så ordene ‘bøsse’ og ‘lesbisk’ var skåret ud.

Pang Khee Teik, en prominent malaysisk kommentator, kritiserede skarpt censuren. I et åbent brev skrev han, at han som homoseksuel følte sig stødt, og at censuren sendte et signal om, at det er skamfuldt at være homoseksuel.

Talspersonen for STAR, Jannie Poon, udtalte efterfølgende, at tv-stationen ikke har nogen intentioner om at støde sine seere, men understregede, at stationen er forpligtet til at tage hensyn til retningslinjerne i alle lande, de sender ud til.