I en snak med MTV fortalte Ridley Scott, at hans kommende film “Nottingham” med Russell Crowe nu ændrer titel til det mere genkendelige “Robin Hood”.
Scott fortalte samtidig, at de har droppet [url=http://filmz.dk/afsloering-om-russell-crowes-dobbeltrolle-i-ridley-scotts-nottingham]planerne[/url] om, at Crowe skulle spille en slags dobbeltrolle som både Robin Hood og Sheriffen af Nottingham.
I stedet vil filmen have en mere traditionel tilgang til legenden om Robin Hood, der starter sin karriere som bueskytte i Richard Løvehjertes hær i tiden omkring korstogene. Sheriffen af Nottingham vil kun have en mindre rolle i filmen, og i stedet vil Robin Hoods hovedfjende være et helt land – Frankrig, som med William Erobreren i spidsen invaderede England i 1066.
Ifølge Scott har Russell Crowe trænet med bue og pil til rollen i fire måneder, og instruktøren kunne garantere, at skuespilleren nok skal smide topmaven, som han fik i forbindelse med filmen “Body of Lies”, og komme i god form.
Optagelserne til filmen går efter planen i gang om ca. to måneder.
