Henrik Rubens Genz’ “Frygtelig lykkelig” blev hædret med hele syv Robert-priser under aftenens prisuddeling i Cirkusbygningen. Det skriver Camera Film i en pressemeddelelse.
Filmen vandt for bedste film, instruktør, kvindelige hovedrolle (Lena Maria Christensen), mandlige hovedrolle (Jakob Cedergreen) samt manuskript og fotograf. Kira vandt desuden for bedste sang med nummeret “Riders of the Freeway”.
Ole Christian Madsens store biografsucces “Flammen og Citronen” blev hædret med fem priser – alle dog i de tekniske kategorier: kostumer, scenograf, sminkør, lyddesign samt special effects.
Jens Jørgen Spottag og Sarah Boberg blev begge præmieret for deres birollepræstationer i Niels Arden Oplevs “To verdener”. Filmen vandt også priserne for bedste klip og bedste score – en pris, der blev delt med “Kandidaten”, da der var stemmelighed.
Lotte Svendsens “Max pinlig” blev bedste børne- og ungdomsfilm, mens Rasmus Heides “Blå mænd” fik Publikumsprisen.
Den svenske “Maria Larssons evige øjeblik” blev tildelt prisen for bedste ikke-amerikanske film, og bedste amerikanske film blev Coen-brødrenes “No Country for Old Men”.
Aftenens største bifald gik til Ole Michelsen, der modtog en æres-Robert, og journalist og filmanmelder på Berlingske Tidende, Ebbe Iversen, der modtog en 25-års Jubilæums-Robert.
