I sommer offentliggjorde Warner Bros. planer om at lave en filmatisering af det populære videospil “Lost Planet”, og projektet, som nu er under udvikling, vil formentlig blive en dyr affære for filmselskabet.

Toshihiro Tokumaru fra spilgiganten Capcom, der sammen med Warner Bros. laver den stort opsatte film, kan afsløre, at omkostningerne for projektet øjensynligt vil løbe op i 150-200 mio. dollars.

Spillet “Lost Planet”, der udkom forrige år, følger en ekspedition til en isplanet, der gemmer en energikilde, som potentielt kan redde menneskeheden.

Avi Arad (“Spider-Man”-filmene) er blevet tilknyttet som producer på filmen, mens David Hayter (“X2: X-Men United”) skal stå for manuskriptet.

Capcom, der også står for de filmatiserede “Resident Evil”-spil, er desuden ved at udvikle filmudgaver af tre af deres andre populære spilfranchises, “Street Fighter”, “Onimusha” og “Clock Tower”.