Endnu et muskelbundt lader til at have sluttet sig til Sylvester Stallones kommende actionbrag “The Expendables”, samtidig med at en anden skuespiller har en mindre rolle end først antaget.

Et af de nyeste cast-rygter går på, at Scott Adkins (“Undisputed 2”, “X-Men Origins: Wolverine”) efter sigende skulle være i forhandlinger om en rolle i “The Expendables” som karakteren, der går under navnet Paine.

Den rolle, som Mickey Rourke skal spille i filmen som våbenhandler, kommer til at være mindre end det tidligere forlød. I alt vil den kun bestå af nogle få korte scener, der alle sammen er filmet i USA.

På nuværende tidspunkt står foruden Rourke og Adkins også Sylvester Stallone, Jet Li, Robert Knepper, Dolph Lundgren og Jason Statham til at medvirke i filmen.

“The Expendables”, der handler om en gruppe lejesoldater, som skal infiltrere et sydamerikansk land og gøre bugt med dets ubarmhjertige diktator for at frigøre folket, vil påbegynde optagelser til marts i Brasilien.