På trods af megasuccesen “The Dark Knight”, der har omsat for næsten en milliard dollars på verdensplan, ser filmgiganten Warner Bros. sig nødsaget til at foretage en større fyringsrunde som følge af finanskrisen.

Hver tiende medarbejder hos Warner Bros. vil inden for de næste uger modtage en opsigelse, der er led i en større sparerunde. I alt har filmselskabet omkring 8000 medarbejdere globalt.

Selvom Warner Bros. havde forberedt de ansatte på, at der ville blive foretaget nedskæringer, kom den massive fyringsrunde alligevel bag på mange, eftersom filmselskabet betragtes som en af de økonomisk mest solide i branchen. Foruden “The Dark Knight” har Warner Bros. i 2008 haft store hits som “Sex and the City: The Movie”, “Get Smart” og “Four Christmases”.

I 2008 har Warners film solgt billetter for 1,77 milliarder dollars – en stigning på 25 % i forhold til 2007. Men dvd-salget faldt markant i fjerde kvartal af 2008, og samtidig forventes det, at Warner Bros. i fremtiden ikke kan afsætte ligeså mange tv-programmer som tidligere til tv-stationerne, der også må spare pga. manglende reklameindtægter.

Warner Bros. er blot det seneste selskab, der må foretage massive besparelser som følge af finanskrisen. I oktober nedlagde NBC Universal 700 stillinger, og Viacom har fyret flere hundrede medarbejdere hos MTV og Paramount Pictures.

Disney og 20th Century Fox har indtil videre undgået store fyringsrunder ved at skære kraftigt ned på de øvrige udgifter.