Den kendte rapper/skuespiller 50 Cent har haft travlt ved dette års Sundance Film Festival. Indtil videre har han købt rettighederne til otte filmmanuskripter, som hans nyopstartede produktionsselskab Cheetah Vision skal stå for at lave.

50 Cent, som allerede ejer sit eget pladeselskab samt en tøjkollektion, ser frem til, at der kommer gang i Cheetah Vision og er sikker på, at det vil blive en succes – finanskrise eller ej.

[i]”Jeg tror ikke, at det vil have så stor effekt på mig, som det vil på nogle andre folk, fordi jeg er ikke bange for at finansiere nogle af disse ting selv, hvis jeg er nødt til det,”[/i] udtalte han.

Et af de otte nyindkøbte manuskripter er “The Dance”, som vil have Nicolas Cage og 50 Cent selv i hovedrollerne. “The Dance” har tidligere haft problemer med at blive solgt, før 50 Cent besluttede sig for at købe det.

[i]”Manuskriptet var tidligere sendt lidt rundt her og der, men både Nicolas Cage og jeg havde en interesse i filmen, så det vil stadig komme til at ske,”[/i] sagde han.

Omkring selve plottet kunne 50 Cent fortælle: [i]”Han [Cage] spiller stifteren af et bokseprogram, og jeg spiller en fighter, som kommer i statsfængsel.”[/i]