Ifølge en artikel på Los Angeles Times’ blog har det, at Disney har [url=http://filmz.dk/disney-dropper-tredje-narnia-film]trukket sig[/url] fra den tredje “Narnia”-film, langt fra givet filmserien dødsstødet.
Walden Media er fortsat indstillet på at indspille filmen, og ifølge bloggen skulle både 20th Century Fox, Warner Bros. og Sony være interesseret i at indgå en samarbejdsaftale omkring “Narnia: Morgenvandrerens rejse”.
Blogartiklen antyder endvidere, at Disney trak sig fra franchisen pga. interne stridigheder, som begyndte helt tilbage fra den første film, hvor Walden Media krævede aftalen for “Narnia”-franchisen genforhandlet efter udgivelsen. Disney valgte efterfølgende at udgive “Narnia: Prins Caspian” i sommerhalvåret, hvilket ikke stemte overens med Walden Medias ønsker. Forholdet var derfor meget dårligt på tidspunktet for udgivelsen af den anden film i serien i 2008.
Da “Narnia: Prins Caspian” efterfølgende skuffede, havde Disney knapt så mange kvaler med at trække sig. Grundet interessen fra de andre mediegiganter forventes det dog, at Walden Media får en aftale i hus – måske endda så tidligt som i løbet af denne uge.
