Den franske filminstruktør og producer Claude Berri, der sent lørdag efter et slagtilfælde blev indlagt på et parisisk hospital, er død. Han blev 74 år gammel og efterlader sig kone og to børn.
Berri startede karrieren som skuespiller kun 19 år gammel, men efter en række år med små roller i Claude Chabrols film og arbejdsløshed valgte han i stedet en karriere som producer, og det skulle senere vise sig at blive et succesfuldt karrierevalg, hvor han bl.a. kom til at arbejde sammen med instruktører som Roman Polanski, Milos Forman og Pedro Alomodovar.
Det var dog ikke kun i rollen som producer, han excellerede. Berri høstede også stor international anerkendelse som instruktør med filmatiseringerne af Marcel Pagnols “Manon og kilden” og “Kilden i Provence” samt Émile Zolas “Germinal”, der, da den blev udgivet i 1993, var den dyreste franske film, som nogensinde var produceret.
