Den 26-årige skuespiller Matt Smith overtager rollen som Doctor Who fra David Tennant, der forlader serien når 2009-sæsonen er færdig.

[url=http://filmz.dk/russell-tovey-som-ny-doctor-who]Tidligere[/url] forlød det, at skuespilleren Russell Tovey (“History Boys”) var en mulig kandidat til rollen.

Matt Smith er den yngste skuespiller til at spille rollen som Doctor Who – han er tre år yngre end Peter Davison, da Davison fik rollen som den femte Doctor i 1981.

“Doctor Who” følger en unavngiven, højintelligent doktor – en såkaldt Time Lord. Han er den sidste af sin slags, og han har en helt særlig interesse i planeten Jorden, hvorfor han gang på gang redder os fra den sikre død. Sammen med en menneskelig assistent rejser han gennem tiden i et forsøg på at modarbejde de mange fremmede magter, som gerne ser Jorden ødelagt.

Den originale udgave af “Doctor Who” nåede at køre i 26 sæsoner fra 1963 til 1989. Den nuværende serie har kørt siden 2005. Femte sæson af sci-fi-serien begynder i 2010.