Robert Carlyle fra bl.a. “Trainspotting”, “28 uger senere” og “Det’ bare mænd” skal spille hovedrollen i Sci Fi Channels nye serie “Stargate Universe”, der bygger videre på det populære univers om rejserne gennem stjerneporten.
“Stargate Universe”, der også kaldes “SGU”, er den tredje serie i “Stargate”-franchisen, der blev baseret på Roland Emmerichs filmsucces fra 1994.
Skaberne bag de to andre serier, “Stargate SG-1” og “Stargate Atlantis”, Brad Wright og Robert Cooper, skal også skrive den nye serie, hvor de desuden vil fungere som executive producere.
Sci Fi Channel forventes at give den MGM-producerede “SGU” 20 afsnit i første omgang. Produktionen på projektet går i gang i Vancouver til februar med en forventet premiere til sommer med et to timer lang premiereafsnit.
Serien, der beskrives som mørkere og mere dyster end sine forgængere, følger en gruppe soldater, videnskabsfolk og civile, der må forsøge at klare sig, da de bliver tvunget gennem en stjerneport, efter deres skjulte base kommer under angreb. De overlevende, som dukker på et ældgammelt stjerneskib, der for længst er forsvundet i det ydre rum, ledes af Dr. David Rush (Carlyle), som arbejder på at løse skibets mysterier og få gruppen hjem igen, men som også muligvis har skjulte motiver.
