Selv om man nok ikke skal gøre sig store forhåbninger om Oscar-nomineringer, så forlyder det nu, at Uwe Boll er gået i gang med optagelserne til sin nye film “The Storm” med Luke Perry hovedrollen.

Filmen, der beskrives som en thriller-gyser, omhandler en fremmed, Silas (Luke Perry), der dukker op efter en altødelæggende storm og søger ly hos Tom (Steve Bacic) og Gillian (Lauren Holly) på deres gård. Da de begynder at rydde op efter ødelæggelserne, finder de ud af, at Silas muligvis er den eneste, som kan hjælpe dem og deres søn med at overleve. Men efterhånden som de indser, hvad de har mistet i stormen, trues de af en fare, som kan vise sig at være mere katastrofal end naturens kræfter.

Optagelserne foregår i og omkring Vancouver indtil midten af december. Det er selskabet Brightlight Pictures, der er ansvarlig for denne seneste Boll-film. Selskabet har tidligere lavet Bolls “House of the Dead”, “Alone in the Dark” og “In the Name of the King: A Dungeon Siege Tale”.