Det er tilsyneladende saven, der aldrig ruster. Lionsgate har nu annonceret, at den sejlivede serie om Jigsaw og co. tager en tørn mere 23. oktober 2009 – denne gang med den sjette film i serien.

Indtil videre er der ingen forlydender om plottet i den kommende film, men Kevin Greutert, der tidligere har været klipper på franchisen, er udset til at overtage instruktørstolen. Manuskriptforfatterne Marcus Dunstan og Patrick Melton, der skrev de to foregående film, skal også stå for det sjette kapitel.

“Saw”-franchisen, der siden 2004 har spyttet et nyt, blodigt kapital ud hvert år, har været yderst lukrativ for Lionsgate. Den seneste “Saw 5”, der havde dansk premiere i sidste måned, har alene i USA omsat for 55 mio. dollars (med et budget på 10 mio. dollars).

I alt har de fem “Saw”-film omsat for 341 mio. dollars med et gennemsnit på 68 mio. dollars for hver film.