Spoof-spoof-genren er født. Chevy Chase, Burt Reynolds og Michael Madsen vil være at se i den nye komedie “Not Another Not Another Movie”, der vil lave sjov med de utallige middelmådige spoof-film, der startede med “Scary Movie” tilbage i 2000 og derefter løb løbsk.

I filmen spiller Chase chefen for et filmstudie, som siger op fra sit job og efterlader stillingen til sin bror, spillet af Madsen, som tidligere har været i spjældet.

Det tager ikke længe, før tingene går galt, for Madsen hyrer sin gangsterven, spillet af Vinnie Jones, som derefter hyrer en produktionsassistent til at lave en spoof af spoof-film. Denne spoof-film har så Reynolds i rollen som en instruktør af den kaotiske film inde i filmen.

Produktionen på filmen er allerede snart færdig, men det er endnu uvist, hvornår filmen vil ramme biograferne, eller om den kommer direkte til dvd.