Der er netop kommet en ny trailer til filmatiseringen af krimiromanen “Mænd der hader kvinder”. Traileren kan ses online [url=/film/maend-der-hader-kvinder/trailers/4819]her[/url] på Filmz, hvor man også kan finde filmens tidligere udgivne teaser-trailer.

Niels Arden Oplev (“Portland”, “Drømmen”) instruerer filmen, der er den første i Stieg Larssons krimitrilogi “Millennium”.

I “Mænd der hader kvinder” hyrer den tidligere direktør for Vangerkoncernen, Henrik Vanger, journalisten Mikael Blomkvist (Michael Nyqvist) til at skrive sin slægts historie. Blomkvist påtager sig modvilligt opgaven, og til sin hjælp får han Lisbeth Salander (Noomi Norén), en umyndiggjort ung kvinde, tatoveret og piercet, en fantastisk researcher og landets bedste hacker. Sammen graver de dybt i familien Vangers fortid og møder en mørkere historie, end nogen af dem havde kunnet ane.

“Mænd der hader kvinder” får biografpremiere 27. februar, og de to næste film i trilogien, “Pigen der legede med ilden” og “Luftkastellet der blev sprængt”, vil blive vist på SVT og udkommer også på dvd.