Måske er der snart en amerikansk genindspilning på vej af Henrik Ruben Genz’ [url=/film/frygtelig-lykkelig]”Frygtelig lykkelig”[/url]. Hollywodselskabet Stillking har i hvert fald købt manuskriptet til den danske film, der samtidig netop har vundet prisen for bedste instruktion ved Chicagos Internationale Film Festival. Det skriver Politiken.dk.

“Frygtelig lykkelig” handler om den unge københavnske politibetjent Robert, der efter en fatal hændelse i sit privatliv forflyttes til et vikariat som landbetjent i en lille sønderjysk flække. Det er en nødvendig mellemstation på vej tilbage til livet og jobbet i København. Men de uskrevne regler, som hersker i landsbyen, stiller ham over for større udfordringer, end han havde forestillet sig…

I hovedrollerne ses Jakob Cedergren, Kim Bodnia, Lene Maria Christensen og Lars Brygmann.

Filmen, der havde premiere i sidste uge, har indtil videre været en succes i biograferne med 30.000 solgte billetter i åbningsweekenden.