Efter lang tids spekulation er der ifølge Deadline Hollywood Daily kommet klarhed over, hvem der vil være at finde bag masken i den næste “Spider-Man”-film, da Sony har sikret sig både skuespilleren Tobey Maguire og instruktøren Sam Raimi til en fjerde film i den succesfulde franchise.
Kirsten Dunst, der spiller den rødhårede Mary Jane Watson i filmene, har endnu ikke en aftale i hus, men ifølge en kilde er Sony ikke interesseret i at finde en anden til rollen. Man kan dog også forvente en anden stor kvindelig rolle i den kommende film.
Deadline Hollywood Daily fortæller derudover, at Sony forsøger at beregne, om det kan lade sig gøre at optage 4’eren samtidig med en 5’er i serien, da det ville være en stor besparelse, og fordi studiet ikke har haft nemt ved at samle holdet fra de forrige film igen.
James Vanderbilt (“Zodiac”) har skrevet manuskriptet til “Spider-Man 4”.
