Mens nettet gennem de sidste måneder er blevet oversvømmet med tidlige, usande casting-rygter omkring Christopher Nolans potentielle tredje “Batman”-film, er instruktøren selv taget på en længere ferie, mens “The Dark Knight” allerede nærmer sig en omsætning på $500 mio. i amerikanske biografer.

The Hollywood Reporter har udgivet en online-artikel, “Anatomy of a Hit: The Dark Knight”, der handler om filmens marketing og både Heath Ledger og Conway Wickliffes dødsfald før filmens udgivelse. Artiklen slutter af med lidt information omkring den mulige tredje film i serien:

Både Warner Brothers og Legendary er begge meget interesseret i at lave endnu en film i sagaen om den mørke ridder fra Gotham City, men alle involverede siger, at det vil være op til Nolan at komme til dem med en historie og en plan.

[i]”Der er mange af os, som følelsesmæssigt ville være vilde med at lave den,”[/i] udtaler produceren Chuck Roven. [i]”Men det er egentlig Chris’ beslutning. Chris er den type filmskaber, som ikke begynder at planlægge den næste film, før han er fuldstændig færdig med den film, som han arbejder på.”[/i]

[i]”Når han kommer tilbage, vil vi finde ud af, hvad han synes,”[/i] afslutter Roven.

Desuden regner filmselskabet med at kunne udsende “The Dark Knight” på dvd og Blu-ray op til jul, men de har endnu ikke kunnet annoncere en specifik dato.