Ifølge den engelske avis Telegraph skulle sangerinden Cher være blandt instruktøren Christopher Nolans favoritter til rollen som den skurkagtige mestertyv Catwoman i en kommende efterfølger til den succesfulde “The Dark Knight”.

Nolan skulle eftersigende være interesseret i at vise en meget anderledes udgave af Catwoman i forhold til Halle Barry og Michelle Pfeiffers udgaver. En kilde fra filmstudiet fortæller, at Nolans version af Catwoman skal portrætteres som en vamp i sit livs efterår.

Selvom 62-årige Cher primært er kendt for sin musik, har hun også en succesfuld filmkarriere bag sig, hvor hun har medvirket i projekter som “Masken”, “Heksene fra Eastwick”, “Under mistanke”, “Skønne sild” og “Te med Mussolini”. Hun blev Oscar-nomineret for bedste birolle for “Silkwood” i 1984 og vandt Oscar for bedste hovedrolle for den romantiske komedie “Lunefulde måne” i 1987, hvor hun spillede overfor Nicolas Cage.

Chers seneste filmrolle var i 2003, hvor hun spillede sig selv i “Stuck on You”.