Hos TwitchFilm kan man finde to trailere til science fiction-filmprojektet “Technotise: Edit and I”, en ny stort opsat animationsfilm fra Serbien, der blander flere forskellige animationsteknikker – deriblandt både traditionel og computeranimation – og er inspireret af japansk anime.
Filmen udspiller sig i 2074 og følger den kvindelige psykologistuderende Edit, som efter adskillige fejlslagne forsøg på at opnå sin universitetseksamen beslutter at få installeret en speciel chip, der kan hjælpe hende med at bestå. Men fra det øjeblik ændres hendes liv, og usædvanlige ting begynder at ske.
“Technotise” har været i produktion i flere år og er instrueret af Aleksa Gajić, som også har skrevet og tegnet tegneserien, der ligger til grund for filmen.
Sci-fi-eventyret forventes at ramme de serbiske biografer til november. På filmens officielle hjemmeside – http://www.technotise.com – kan man desuden finde artwork og lydbidder fra filmen.
