Produktionsselskaberne bag Stargate-franchisen, MGM og Sci Fi Channel, har valgt at lukke for den populære sci-fi-serie “Stargate Atlantis”, når den igangværende 5. sæson slutter.

MGM og Sci Fi Channel har samtidig givet grønt lys for en efterfølgende to-timers spillefilm til “Stargate Atlantis”, der vil udkomme direkte på dvd i 2009.

Filmens manuskript vil blive skrevet af Joseph Mallozi og Paul Mullie, der tidligere har skrevet adskillige afsnit af “Stargate SG-1” og “Stargate Atlantis”. Det vides endnu ikke, hvem der skal instruere filmen, eller hvor mange af seriens skuespillere, der vil medvirke i filmen.

[i]”Vi er begejstrede for at fortælle ‘Atlantis’-historier på et større lærred,”[/i] beretter skaberne af “Stargate SG-1” og “Stargate Atlantis”, Brad Wright og Robert C. Cooper. [i]”Successen med de to første, originale ‘Stargate’-film: ‘The Ark of Truth’ og ‘Continuum’, har vist os mulighederne, som filmformatet tilbyder. Vi har planer om, at både ‘SG-1’ og ‘Atlantis’ bliver holdt i live, som vi udvider franchisen.”[/i]

Wright og Cooper vil dertil stå bag en ny tv-serie i “Stargate”-universet for Sci Fi Channel og MGM Television Entertainment. Det bliver “Stargate Universe”, der vil begynde med en to-timers tv-film til sommeren 2009 og fortsætte med sin første sæson umiddelbart efter.