20th Century Fox har frigivet et sæt nye billeder fra deres kommende liveaction-filmatisering af “Dragonball”, baseret på den verdensberømte manga-saga. Billederne, der viser Justin Chatwin som Goku, Emmy Rossum som Bulma og Chow Yun-Fat som Gokus mentor, Master Roshi, kan ses hos filmsiden JoBlo.com

Filmen følger den kampsportstrænede, udenjordiske kriger Goku, som vokser op på Jorden og bliver dens beskytter mod onde magter, der forsøger at opnå magt ved at finde de sagnomspundne dragekugler. I filmen medvirker desuden bl.a. James Marsters (“Buffy”, “Angel”), der har skurkerollen som den grønne, superstærke ærkedæmon Piccolo, der forsøger at overtage verdensherredømmet.

“Dragonball” er instrueret af James Wong, der tidligere har stået bag “Final Destination” og “The One”. Jagten på dragekuglerne indledes i danske biografer fra 3. april.