IGN TV har premiere på traileren til Warner Bros.’ og Cartoon Networks nye animerede “Batman”-serie, kaldet “Batman: The Brave and the Bold”.
Den nye tegnede inkarnation af den kappeklædte helt er en ny fortolkning af den klassiske Batman-franchise og vil få premiere på amerikansk tv til efteråret.
I showet, der også benytter sig af nyt figurdesign, slår Batman sig sammen med helte fra forskellige serier inden for DC Universe. Blandt de helte, der får lov at opretholde loven sammen med den maskerede hævner, finder man f.eks. Blue Beetle, Green Arrow og Aquaman, hvor de optræder i ½ times actionfyldte eventyr, der også skulle byde på små komiske indslag.
Det er langt fra første gang, at Batman optræder i en animeret tv-serie. Tidligere animationsserier tæller bl.a. ABC’s “Super Friends” samt Warner Bros.’ “Batman: The Animated Series”, “Fremtidens Batman”, “Justice League” og “The Batman”. “Batman: The Brave and the Bold” produceres af Sam Register.
