Hvis man har valgt at bruge sommerferien på andet end det danske sommervejr, men hellere vil sidde indendørs og lige se “Battlestar Galactica” een gang til fra den lyse morgen til sen aften, så er der nu kommet den ultimative gadget.
I forbindelse med Comic-Con-festivalen er der blevet fremstillet et begrænset antal “Battlestar Galactica”-toastere, som det nu er muligt at erhverve sig. Det er ikke de samme frygtindgydende ‘Toasters’, der gør livet surt for de overlevende mennesker i “Battlestar Galactica”, men en mere jordnær en af slagsen, der kan riste dit morgenbrød.
Når brødet er ristet færdigt, vil man endda kunne ane et billede af en Cylon centurion på selve brødet, før man dækker det til med pålæg.
