Evelyn Keyes, der spillede Scarlett O’Haras yngre søster Suellen O’Hara i klassikeren “Borte med blæsten” fra 1939, døde 4. juli 91 år gammel.

Keyes fik sin debut i Cecil B. DeMilles “The Buccaneer” (1938) og medvirkede foruden “Borte med blæsten” i omkring 45 film bl.a. i Billy Wilders “Den søde kløe” (1955) og “Jorden rundt i 80 dage” (1956). Keyes sidste filmrolle var i Larry Cohens “Wicked Stepmother” med Bette Davis fra 1989.

Evelyn Keyes blev foruden sine film meget kendt for sit privatliv, som hun skrev om i memoiret “Scarlett O’Hara’s Younger Sister”. Hun fortæller om sine fire ægteskaber, der bl.a. talte instruktørerne Charles Vidor og John Huston, og om romancer med Hollywood-stjerner som Kirk Douglas, Anthony Quinn og David Niven. Keyes blev skilt fra sin sidste mand, Artie Shaw, i 1985.

Under Evelyn Keyes’ ægteskab med John Huston adopterede parret Pablo, en mexicansk dreng, som John Huston havde fundet og taget med hjem fra optagelserne til “Tre mand søger guld”.