Så er det snart atter tid til cosmopolitans og kvindehvin i selskab med pigerne fra “Sex and the City”. HBO, som ønsker at smede, mens jernet er varmt, er gået i gang med at udvikle en fortsættelse til deres succesfulde filmudgave af den ditto tv-serie om singlekvinderne på Manhattan.

Filmen, som ramte danske biografer 6. juni, har allerede indtjent $146 mio. siden dens amerikanske premiere i maj.

Warner Bros. har indledt forhandlinger om at stå bag fortsættelsen, som HBO håber på at kunne sætte i produktion allerede i år. Den første film blev lavet gennem New Line.

Der er dog endnu ingen kontrakter i hus, ligesom der heller ikke foreligger et manuskript. Skuespillerne bag de populære figurer har tidligere fortalt, at de er forsigtige omkring at lave endnu en film, hvis filmen bliver et fremskyndet projekt, der kan risikere at skuffe deres trofaste fans.