Den danske filminstruktør Susanne Bier, der sidste år lavede sin første engelsksproget film, “Things We Lost in the Fire” med Benicio Del Toro og Halle Berry, har nu et nyt engelsksproget projekt på vej: komediedramaet “Lost for Words” hos Working Title Films.

Filmen handler om en engelsk filmstjerne (Hugh Grant), der skal spille hovedrollen i en kinesisk film med en kvindelig instruktør (Ziyi Zhang). Han forelsker sig først i instruktørens flirtende tolk, men det går senere op for ham, at det er instruktøren, han virkelig elsker. Desværre er den eneste måde, han kan kommunikere med hende gennem tolken, og hun har sine egne motiver.

Jamie Curtis og Dan Mazer har stået for projektets manuskript. Manuskriptforfatteren og instruktøren bag “Love Actually”, Richard Curtis, vil fungere som producer på filmen.

Biers danske succeser “Elsker dig for evigt” og “Brødre” er desuden for tiden på vej gennem Hollywoods genindspilningsmaskine og bliver lavet i amerikanske fortolkninger af henholdsvis “Scrubs”-stjernen Zach Braff og Jim Sheridan.