På YouTube kan man se traileren til dokumentarfilmen “Gonzo: The Life and Work of Dr. Hunter S. Thompson” om journalisten og forfatteren Hunter S. Thompson, der døde i 2005. Thompson bettragtes som skaberen af gonzojournalistik, hvor journalisten involverer sig selv så meget i sin historie, at han bliver dens hovedperson.
Dokumentaren er blevet lavet af Alex Gibney, der tidligere har lavet de prisvindende dokumentarer “Enron: The Smartest Guys in the Room” og sidste års “Taxi to the Dark Side”, der vandt Oscar.
Hunter S. Thompson har skrevet historierne bag “Where the Buffalo Roam” med Bill Murray og Terry Gillams “Fear and Loathing in Las Vegas” med Johnny Depp, som Thompson var ven med. Depp forsøger i øjeblikket at få Thompsons “The Rum Diary” filmatiseret med sig selv i hovedrollen og Bruce Robinson som instruktør.
“Gonzo: The Life and Work of Dr. Hunter S. Thompson” får amerikansk premiere på den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli.
