Søndag brød der en større ildebrand ud i Universal Studios, som det tog 200 brandmænd at bekæmpe.

Senere på dagen åbnede studiet igen for besøgende, men inden da havde ilden krævet sine ofre. Udover at tre brandmænd fik mindre skader, brændte en række filmkulisser ned, inklusive kulisser fra “Tilbage til fremtiden” – det berømte tårnur, der spiller en afgørende rolle i filmen, blev endvidere beskadiget.

Desuden blev tusindvis af de videobånd og originale filmruller, der indeholder alle film og serier, som Universal nogensinde har produceret, slugt af flammerne. Filmfans kan dog godt ånde lettet op, da filmstudiet ifølge direktøren for NBC Universal har dubletter gemt væk et andet sted.