Endnu en Marvel-tegneserie er ved at finde sin vej til det store lærred i form af en filmatisering af “Runaways”, der blev skabt af forfatteren Brian K. Vaughan og tegneren Adrian Alphona i 2002.

Serien følger en gruppe børn, der løber hjemmefra, da de opdager, at deres forældre i virkeligheden er superskurke. Sammen prøver de at gøre op med deres onde forældre og opdager samtidig, at de har arvet specielle evner fra dem.

Tegneserien er blevet hyldet for sin ærlige beskrivelse af teenagere og deres liv, og den vandt i 2006 en Harvey Award.

Forfatteren af serien, Brian K. Vaughan, der foruden flere tegneserietitler har skrevet og produceret afsnit af “Lost”, vil skrive tilpasningen af manuskriptet til filmen.