Warner Bros. kan gennem Yahoo! Movies fremvise de første syv minutter fra deres kommende effektfyldte familieactionfilm “Speed Racer”, der er instrueret af “Matrix”-skaberne Larry og Andy Wachowski.
I “Speed Racer”, der bygger over den klassiske anime-serie af samme navn, spiller Emile Hirsch en ung racerkører med navnet Speed Racer. Han kører i en nærmest uovervindelig højteknologisk bil, der har tilnavnet Mach 5. Hans mål er at vinde løbet ‘The Crucible’, der tidligere har kostet hans bror livet. Men en ond forretningsmand vil forsøge at vinde løbet med alle tænkelige midler.
Filmen har desuden bl.a. Christina Ricci, Susan Sarandon, Paulie Litt, Richard Roundtree, Matthew Fox og John Goodman på rollelisten.
“Speed Racer”, som i dag får premiere i amerikanske biografer, kan opleves på danske lærreder fra 20. juni.
