Christopher Nolans “The Dark Knight” er få måneder før premieren løbet ind i problemer.

Ifølge Cinema Blend skulle filmen fornyligt være forevist et testpublikum i USA, og en scene, hvor afdøde Heath Ledger, der portrætterer den psykopatiske Joker, spiller død i en ligpose, skulle angiveligt have affødt så voldsomme reaktioner hos dele af testpublikum, at producenten Warner Bros. nu overvejer at fjerne scenen helt fra filmen.

Heath Ledger, der døde 28. januar i år, nåede at filme alle Jokerens scener, og Nolan er ved at færdiggøre filmen, som, ifølge testpublikummet, skulle være bedre end forgængeren “Batman Begins”. Dette sætter Warner Bros. overvejelser om at skære scenen væk i relief, eftersom netop Heath Ledgers præstation som Jokeren omtales som værende fremragende.

“The Dark Knight” får premiere 25. juli i år.