Skuespillerinden Julie Benz, som kan opleves i den biografaktuelle “Rambo” samt serien “Dexter”, har fået en af hovedrollerne i “Saw V”, det seneste filmkapitel i Lionsgate og Twisted Pictures gyserfranchise.

“Saw V” instrueres af David Hackl, som fungerede som produktionsdesigner på de tre foregående fortsættelser. Filmen er skrevet af Patrick Melton og Marcus Dunstan.

Benz medvirker desuden i Lionsgates kommende tegneseriefilmatisering “Punisher: The War Zone” og kunne tidligere opleves i rollen som Darla i serien “Buffy – vampyrernes skræk”.

“Saw V” gik i produktion tidligere på måneden og vil få premiere i amerikanske biografer 24. oktober.