I april sidste år skabte Richard Gere [url=http://www.filmz.dk/forum/item/25668/]fuore[/url] i Indien, da han i et øjeblik af kådhed omfavnede og flere gange kyssede den indiske skuespillerinde Shilpa Shetty på kinden ved et AIDS-arrangement.

Ifølge indisk lov er det utugtigt at kysse i offentlighed, og en domstol i Jaipur udstedte derfor en arrestordre på Gere. Strafferammen for ugerningen ligger på op til tre måneders fængsel. Samtidig brændte vrede indere dukker af den kendte skuespiller af.

Men nu har den indiske højesteret sat punktum for sagen og frikendt Gere, der er praktiserende buddhist, så han igen kan rejse ind i landet. Domstolen udtalte, at sådanne sager mod berømtheder er useriøse, og at sagen har stillet Indien i et dårligt lys.