I en artikel omkring hvordan Disney og Pixar ikke længere bruger en tredjepart til at lave videospil over deres film, kunne The Wall Street Journal samtidig komme ind på, hvad hovedhistorien vil dreje sig om i den længe ventede “Toy Story 3”.
Plottet i den tredje film om det levende legetøj vil omhandle, hvad der sker, da cowboy-dukken Woody, space-rangeren Buzz Lightyear og alle deres andre legetøjsvenner bliver efterladt i en daginstitution, efter deres ejer – den nu næsten voksne Andy – tager af sted på college.
“Toy Story 3” er sat til at blive udgivet i 3D og skal instrueres af Lee Unkrich, som var medinstruktør på Pixars “Toy Story 2”, “Monster, Inc.” og “Find Nemo”.
Tilbage da samarbejdet mellem Pixar og Disney stod til at ophøre, havde Disney planer om selv at skabe det nye eventyr om legetøjsfigurerne uden hjælp fra Pixars side. Dengang var der planer om at lade filmen omhandle en redningsaktion, da Buzz efter en række fejlmeldinger bliver kaldt tilbage til fabrikken i Taiwan, hvorfor Woody og banden må ud på en rejse i håbet om at finde den forsvundne space-ranger.
I et andet muligt plot, der blev foreslået, før Pixar igen kom ind i billedet, skulle Andys mor finde sammen med en mand, som selv havde en datter med meget legetøj, hvorpå de to rivaliserende legetøjsgrupper blev tvunget til at finde ud af det med hinanden.
“Toy Story 3”, der igen skal have Tom Hanks og Tim Allen bag stemmerne på hovedpersonerne, forventes klar til biograferne i sommeren 2010.
