JustPressPlay kan på deres hjemmeside præsentere det første smugkig på “Batman: Gotham Knight”, det animerede dvd-sideprojekt til Christopher Nolans “Batman Begins” og den kommende “The Dark Knight”.
I videosekvensen vises der både figurdesigns og klip fra selve kortfilmene i den ventede antologi, der består af seks japansk animerede kortfilm om den mørke ridder fra Gotham City, hvoraf flere af segmenterne er instrueret af Bruce Timm (“Batman: Mask of the Phantasm”, “Fremtidens Batman, “Justice League”). Angiveligt skulle den hyldede japanske animator Satoshi Kon også være involveret i en af filmene.
Animationen er produceret af tre af Japans mest populære animationsgiganter, Production I.G. (“Ghost in the Shell”, “Blood: The Last Vampire”), Madhouse(“Metropolis”, “Paprika”, “Vampire Hunter D”) og Studio 4°C (“Tekkon Kinkreet”, “The Animatrix”).
Historierne i animesamlingen, der udspiller sig i tidsrummet før “The Dark Knight”, vil desuden kunne introducere en række klassiske karakterer fra tegneserierne og også følge op på karakterer og historier, der blev præsenteret i “Batman Begins”.
“Batman: Gotham Knight” forventes at udkomme på dvd-markedet henimod premieren på “The Dark Knight” i juli måned.
