Warner Video har åbnet den officielle hjemmeside til deres kommende animerede tegneseriefilmatisering “Justice League: The New Frontier”, hvor man kan finde en featurette, der byder på de første klip fra filmen, som udkommer på det amerikanske dvd-marked 28. januar.
Projektet, der er lavet til dvd-markedet med en censurgrænse på PG-13, handler om DC Comics’ berømte superheltegruppe og bygger over Darwyn Cookes prisbelønnede miniserie “DC: The New Frontier”
Handlingen påbegyndes i 1950’erne og skildrer bindeleddet mellem tegneseriens guld- og sølvalder i DC-universet. Historien vil især fokusere på Grønne Lygte, Martian Manhunter og Lynet, men også andre kendinge vil dukke op, deriblandt Superman, Batman, Wonder Woman, Aquaman og Dick Grayson (Robin).
Stemmerne leveres af bl.a. Lucy Lawless, Jeremy Sisto, Brooke Shields og Kyle MacLachlan.
Af ekstramateriale på udgivelsen finder man bl.a. to kommentarspor, en dokumentarfilm om supergruppen og et smugkig på “Batman: Gothic Knight”.
